som efter Martinaus udsagn næsten syntes at være anlagt på at vise al verden, at prinsen vilde lægge for dagen, hvor höjt han agtede den svenske konge ved at behandle „den ringeste af hans undersåtter“ på en udmærket måde. Derfor garanterede også Martinau, at prins. Karl nærede en ubetinget hengivenhed for Gustav III, hvorom han også stadig forsikrede enhver, som vilde höre derpå. Efter hvad etatsråd (Bernt) Anker, der smigrede sig med at besidde denne prins’s fortrolighed, havde betroet ham, havde prins Karl erklæret,“ at han vilde göre sin pligt mod enhver, der angreb hans suveræns stater, selv om det var den svenske konge, men at han var fuldt og fast besluttet på at nedlægge sin kommando, såfremt der under den daværende situation skulde blive tale om at foretage et angreb på Sverige. Anker, der nu af Martinau omtales som en trop galant homme, kunde ikke vel tænkes at ville udtale noget.sådant, når det ikke var aldeles korrekt, og man havde deri, efter Martinaus mening, enten et bevis for, at prins Karl måtte være vidende om, at de danske ministre nærede velvillige fölelser mod Sverige, eller i det mindste for den store hengivenhed, som han nærede for Gustav III. „Denne prins holder nu statens ror, på grund af den store tillid, som han har vundet hos kronprinsen,“ skrev Martinau til kongen fra Frederikstad 22 Juni[1]. Alt, hvad han under sit ophold i lejren ved denne
- ↑ I et noget senere (udateret) brev til kongen, fra de förste dage i Juli, omtaler Martinau atter den varme hengivenhed, hvormed prins Karl omfattede Gustav III, og som næsten bragte ham på den formodning, at prinsen dermed også forbandt hensyn til sine private interesser og maske endog tænkte på en giftermålsforbindelse med den svenske kronprins. Han skulde selv have skadet sin plan til en lignende forbindelse med kronprins Frederik ved at arbejde altfor meget; men nu skulde der atter være håb for
