Medens Manderfelt således trængte sig frem i förste række
ved kronprinsens besög i Norge, havde heller ikke Martinau
holdt sig tilbage. Han var, da kronprinsen ankom til Frederikstad,
tilstede i denne by, hvorhen han var rejst nogle
dage efter de hessiske prinser, og blev af prins Karl selv
forestillet for kronprinsen, ved hvis taffel han senere spiste
under hans ophold i Frederikstad. Ved den förste middag,
som kronprinsen gav i lejren, forlangte han efter bordet at
tale med Martinau, som tidligere havde holdt sig mere tilbage.
General-konsulen blev da kaldt ind i prinsens telt,
hvor denne befandt sig alene med prinserne af Hessen og
nogle generaler. Kronprinsen spurgte först efter Gustav III[1]
og talte derpå om nogle ubetydeligheder, bl. a. om den af
Martinau bårne uniform, som han fandt meget smuk. Dermed
var audiensen forbi. Det synes, som om Martinau var
mindre vel tilfreds med at blive affærdiget på en sådan måde
og ikke få en samtale om den höjere politik; men han tröstede
sig med, at det altid skulde gå således til, når kronprinsen
for förste gang gav en fremmed audiens.
Derimod var han aldeles henrykt over den forekommenhed, hvormed prins Karl vedblev at behandle ham, og
- ↑ Ifölge en længere depesche fra Martinau til Gustav III af 14 Juni 1788 skulde der med en kurer, som den tolvte ankom til Kristiania fra Danmark, være kommet efterretning om, at den svenske konge fem dage i forvejen pludselig havde vist sig i Köbenhavn på samme måde som den foregående höst. Dette gjorde naturligvis stor opsigt i Kristiania og vakte Martinaus forbauselse i höj grad. Imidlertid modtog han samme dag besög af en rejsende fra Stockholm, som påstod med bestemthed, at han der havde seet Gustav III den samme dag, han efter den anden beretning skulde have været i Köbenhavn. – I denne samme depesche omtalte M. også, at den langvarige törke allerede havde fremkaldt en foder-mangel, der vilde blive end mere fölelig, hvis man vilde holde tropperne samlede for længere tid i lejren.
