gjorde sig til en selvskreven tolk for det norske folks önsker ved denne anledning og gav kronprinsen en hel hoben gode råd, bl. a. om at skaffe Norge et eget universitet, en egen diskonto-kasse m. m. Han gik derhos ind på flere ökonomiske spörgsmål af mere almindelig betydning og komplimenterede den unge fyrste i anledning af det held, hvormed han havde vist, at han kunde modstå „alle vellystens tillokkelser.“ Manderfelt, der i dette punkt ikke havde lagt en lignende afholdenhed for dagen, prædikede også med megen iver mod al luxus og vilde, at man skulde afskaffe brugen af kaffe, the, fremmede likörer, udenlandske töjer m. m., da hverken Norge eller Danmark uden et sådant radikalt middel kunde komme til velstand. Han ivrede også mod den fra Köbenhavn drevne ostindiske og kinesiske handel, der efter hans påstand kun tjente til at berige nogle hundreder, men udarmede millioner. Den eneste måde, hvorpå denne handel kunde forsvares, var i hans öjne ved at omgöre den til en transit-handel, således at det asiatiske kompagni og de private, som vare interesserede i den samme handel, som dette, solgte de i Norge og Danmark unödige varer til fremmede i stedet for at lokke rigernes egne indbyggere til at köbe dem. Dette og meget mere blev fremholdt for kronprinsen som genstande, der i fortrinlig grad måtte tildrage sig hans opmærksomhed som de to landes styrer. Gustav IIIs spion gav den dansk-norske regent anvisninger til at skabe sine folks lykke og vinde deres kærlighed! Skönt hans dobbelte stilling som lykkejæger ved tvende hoffer neppe var tilstrækkelig bekendt, må han dog selv have havt en fölelse af det påfaldende ved, at en fremmed konges undersåt, hvis fortid ikke var uden pletter, således optrådte som en lojal og fædrelandssindet borger i „tvillingrigerne“. Hans bog udkom derfor også uden angivelse af noget forfatternavn.
