blad i et særskilt tillæg en af Manderfelt forfattet „Norges hilsen til hans kongelige höjhed kronprinsen 1788“, hvori det bl. a. heder:
Har himlen udseet Dig at blive folkets fader,
så frem hver Norges sön og svær på fædres vis:
at ej vor kærlighed Dig, tronens sir! forlader,
sålænge dette land har folk og fjeld og is!
Så frem hver sandheds mand og tal med mandig stemme
om Norges trang og hjælm om opkomst eller fald!
Og fyrsten höre til! og pröve, veje, gemme
den kloges råd og vink, til höje verk og kald.“
Enhver födt Normand kunde have underskrevet de af Manderfelt udtalte fölelser for dette land med dets folk, dets fjelde og dets is, hvis talsmand han her var hos den fyrste, som han på en gang smigrede og udspionerede.[1] Men Manderfelt nöjedes ikke med at vise sin norske patriotisme alene som indsender i en så ubetydelig avis, som de „Norske Intelligens-sedler“. Han sögte også at optræde på den store literaturens mark som selvstændig forfatter efter en noget större målestok.
Han udgav nemlig i Köbenhavn en liden bog, som bærer titelen: „Folkets röst til hans kongelige höjhed kronprinsen ved hans ankomst til Norge 1788“, hvori han atter
- ↑ I anledning af sine franske vers kom Manderfelt i en fejde med en anden rimsmed, der fortsattes gennem flere numere af „Intelligens-sedlerne“, og som blandt andet gav en, der underskrev sig Le Misanthrope de Molière, anledning til au sujet des vers, dets Français, hvormed Manderfelt og hans modstander opvartede, at komme med fölgende vers:
Je pourrois par malheur en faire d’aussi méchants,
mais je me garderois de les montrer aux gens.Ligeledes måtte han döje angreb for den måde, hvorpå han aldeles ukaldet havde gjort sig til tolk for andres fölelser. (Intell.-sedlerne for 16 Juli 1788.)
