han for öjeblikket mere så en karakterlös person end en kæltring, var kommen i forbindelse med grev Bernstorf, der havde benyttet ham ved den slags diplomatiske hverv, hvortil folk af hans kaliber mest passende kunde anvendes; men netop i denne stilling kunde han blive nyttig for kongen, og derfor foreslog Martinau, at denne skulde give ham udtrykkeligt tilsagn om fuld opreisning efter to års forlöb, hvis ban i disse vilde give påtagelige beviser for, at han var sit födeland hengiven. Forslaget viser, hvilke begreber Martinau havde dannet sig om Manderfelts karakter, det kom imidlertid noget forsent, da al rimelighed taler for, at Gustav III allerede forlængst havde forstået, at dette var den måde, hvorpå Manderfelt bedst kunde bruges, og praktiseret den, – rigtignok uden at give ham nogen sådant tilsagn som det, der var bragt i forslag af Martinau.
Det vides ikke, hvorvidt Gustav III denne gang tog nogen nærmere notits af Martinaus råd. I ethvert fald er det sikkert, at Manderfelt fremdeles fortsatte på samme måde, som tidligere, og medens han omgikkes med planer om at opnå en anseet stilling i sit fædrelands tjeneste, arbejdede mod dette mål med midler, som måtte göre ham endnu mere uskikket til at beklæde en sådan post, end han allerede i forvejen var. Han, som i April havde forrådt for Martinau, at han havde ladet sig benytte af det dansk-norske diplomati, var under prinsernes ophold i Norge den ivrigste til at bringe dem sin hyldest på en måde, der var overdreven indtil væmmelse.
Allerede ved prins Karls afrejse til lejren 5 Juni var Manderfelt ude med et fransk digt til prinsens ære, der udkom som et særskilt tillæg til „Intelligens-sedlerne“ for 4 Juni 1788 og i de mest höjtstemte toner besang denne store hærförer, og da kronprinsen var ankommen, bragte atter det samme
