sögt at få et amtmands-embede, og at han virkelig til en tid skulde have havt udsigt til at opnå dette, uagtet der mellem hans medansögere befandt sig ialfald en sön af en höjtstillet og meget formående mand. Martinau var ikke sen med at indberette dette til Gustav III som bevis på, at Manderfelts patriotiske fölelser just ikke vare meget store, uden at tænke på den mulighed, at Manderfelt kunde have kongens tilladelse til at optræde på en sådan måde for derved så meget bedre at kunne udspionere regeringen i Köbenhavn. Da derpå Manderfelt i April var kommen op til Kristiania, henvendte han sig til Martinau, för, som han foregav, gennem denne på ny at komme i forbindelse med kongen. Martinau må fremdeles have været i fuldstændig uvidenhed om, at Gustav III allerede på en vis havde taget denne æventyrer til nåde, og Manderfelt har neppe heller fölt sig opfordret til at göre generalkonsulen mere klog på det for-hold, som må have bestået mellem ham og kongen. På denne tid har han måske oveniköbet næret frygt for, at han under sit sidste ophold i Köbenhavn skulde have drevet sit dobbelte spil videre, end han burde, således at dette kunde have pådraget ham mistanke fra kongens side, og har derfor måske nu også af denne grund sögt at benytte Martinau for at få tilvejebragt en forsoning, hvis denne formodning skulde vise sig grundet.
General-konsulen viste sig også villig til at arbejde for Manderfelt og omtalte i et brev af 12 April, at denne havde anmodet ham om at besörge kongen tilstillet en ansögning, som han havde forfattet, og hvori han formodentlig har andraget om, lat den ham overgåede dom nu måtte blive endelig kasseret. Denne synes nemlig endnu ikke at være bleven formelt ophævet, uagtet han oftere havde gjort dertil sigtende forsög. Martinau fortalte nu, at Manderfelt, i hvem
