god. Sagen blev ikke videre undersögt, og i slutningen af Juli kom Hans Föyn atter på fri fod.[1]
Efter nogle dages ophold i Frederikstad, hvorunder der også foretoges en udflugt til Frederikshald, afrejste kronprinsen 28 Juni til Moss, hvor han overnattede, og ankom den næste dag til Kristiania, hvor han hilsedes af „folkets frydeskrig“, af salut fra det på Björviken udlagte skib og fra Akershus m. m. På torvet var der opfört en storartet æreport, ved hvilken garnisonen var opstillet i parade, og hvor kronprinsen modtoges af magistrat og embedsmænd samt byens eligerede mænd. Tre fjerdinger fra byen var han mödt af et ridende korps af „40 ærværdige odelsbönder,“ som derpå eskorterede ham, og i Ekebergbakken mödte endelig det af stadens borgere, oprettede „livskytter-korps“ på 12 mand, klædte i „uniforme paille kjoler og blå vester“, – den förste oprindelse til det fremdeles bestående „gule kor“, der er den kongelige families selvskrevne æresvagt ved dens ankomst til og afrejse fra hovedstaden. De to hessiske prinser vare denne gang i kronprinsens fölge tilbage og bleve senere hos ham under hans ophold i Kristiania.[2]
Mellem dem, som i Kristiania med större og mindre held bragte kronprins-regenten sin hyldest, var også Manderfelt, som nu efter sit besög i Köbenhavn den foregående höst var vendt tilbage til Kristiania, hvor han vilde opholde sig i tre måneder og i disse benytte anledningen til at fortsætte den forbindelse, som han forud havde indledet med prinsen. Om denne var der også kommet et rygte til Martinau. Det hed sig endog, at Manderfelt under sit ophold i Köbenhavn havde
