ligesindede, og mellem dem har formodentlig Föyn alt tidligere været, så at han ikke usandsynlig har tilsigtet ligefrem at fornærme kronprinsen ved den måde, hvorpå han besvarede opfordringen til at komme ombord. Hvorvidt det var beföjet fra fregatchefens side at påkalde bistand fra en forbisejlende båd, er et andet spörgsmål; men hvordan dette end måtte blive besvaret, kan det ikke have nogen indflydelse på dommen over Föyns opförsel, der bliver lige påfaldende.
Imidlertid var han ikke mand for at være konsekvent og faldt snart tilfode, da han mærkede, at kronprinsen ikke vilde lade den ham tilföjede fornærmelse hengå upåtalt. General-adjutant, kaptejn-löjtnant Fisker indfandt sig efter nogen tids forlöb i Tönsberg og medbragte ordre til at arrestere Hans Föyn, der nu skildredes som en meget stor forbryder, der kun-havde en ligemand, nemlig kammerråd Koss. Byfogden, den fra „Norske selskab“ bekente Ove Gerlöw Meyer, lod derpå Föyn sætte i hullet, hvor han havde rigelig anledning til at angre og overveje sine dumheder. Senere slap han dog med at blive bevogtet hjemme i sit eget hus. Han kom snart til den erkendelse, at det var klogest at göre fuld afbigt, og ansögte derfor under 9 Juli i de mest underdanige udtryk den „höjkongelige kronprins“ om, at denne vilde lade nåde gå for ret og lade ham slippe lös. Han undskyldte sig med, at det hele var en fölge af, at han ikke havde været vidende om, at kronprinsen var ombord på fregatten, og uagtet kaptejn Lütken i sin förste klage havde erklæret, at det var en tilstrækkelig stor forbrydelse at lade et kongeligt orlogsskib blive liggende i en sådan stilling, som den, hvori fregatten befandt sig, uden at hjælpe det, når man dertil blev opfordret, blev denne undskyldning taget for
