ror. Men Föyn råbte til svar: „Nej! vi kommer ikke!“ og roede videre. Fregatchefen råbte atter, at kronprinsen var ombord, og befalede dem straks at lægge til med sin båd; men denne besked imponerede ikke Föyn, som blot svarede, at de fik bie til en anden gang. Kronprinsen gav da befaling til at fyre et skarpt skud, dog således, at det ikke rammede båden og dem, som befandt sig i den. Men heller ikke dette havde nogen virkning. Föyn mente nemlig, som han siden forklarede, at nu var det en skam for en norsk mand at vende om for et kanonskud, tog blot sin hat af, idet han sagde: „Mange tak!“ og vedblev så at ro, indtil han kom indtil byen, medens kronprinsen måtte gå i sin chalupe og i den tilbagelægge den sidste del af vejen.
Dette optrin fremkaldte et stort röre. Hvorvidt Föyn virkelig forstod, at kronprinsen var ombord på fregatten eller ej, er ikke ganske afgjort, skönt der er al rimelighed for, at han måtte være vidende derom. Da han senere kom i ulejlighed for sin opförsel, vilde han göre det til, at han den hele tid havde stået i den tro, at kronprinsen allerede befandt sig i Frederikstad, og at han först fik höre, at denne var ombord på fregatten, da han kom optil en mudderpram, som lå udenfor Frederikstads forstad. Imod sandsynligheden af denne forklaring taler imidlertid det, at fregatchefen erklærede, at han havde råbt til folkene i båden, at kronprinsen var ombord, ligesom det synes, som om Föyn bagefter i Tönsberg har gjort sig til af den måde, hvorpå han havde behandlet kronprinsen. Han fandt deri medhold af stadens urolige hoved, tolderen og postmesteren, kammerråd Koss, som gik om og demonstrerede, at Föyn kun havde gjort, hvad der var rigtigt, og at kronprinsen heller ikke var mere end en undersåt, o. s. v. Denne Koss skulde heller ikke savne
