ges interesser. Han antog det nemlig også for givet, at lejren, der, efter den officielle bestemmelse kun skulde vare Juni måned ud, vilde blive forvandlet fra en lystlejr til en observationslejr, og at hvis den oplöstes, vilde dette ialfald kun være for at fordele tropperne i grænse-distrikterne. Om Sveriges forhold til Rusland synes også prinsen at have talt meget ligefrem; han sagde bl. a., at Russerne vilde være i stor mangel, såvel for penge, som for soldater, og at det havde været meget önskeligt, om den svenske konge havde ventet, indtil flåden fra Kronstadt havde passeret Øresund. Hertil svarede Martinau, at hans konge derved havde handlet i overensstemmelse med sine allieredes önsker[1].
I Frederikstad mödtes prins Karl med kronprinsen, som rejste op tilsös med sin egen „lyst-fregat“ og ikke over land gennem Sverige. Han ankom 19 Juni udenfor Frederikstad, hvor der ved indsejlingen hændte ham en ganske pudsig begivenhed. Idet fregatten befandt sig i en meget snever passage mellem nogle öer eller skær, hvor den næsten ikke havde vind i sejlene, blev der fra dens dæk opdaget en båd, hvori der befandt sig tre personer, – som det senere viste sig, en köbmand Hans Kristenssön Föyn og en tobakspinder Dahl, begge fra Tönsberg, og en ung sön af sogneprest Falck på Nötterö, der vare roede over fjorden for at aflægge et besög i lejren. Da fregattens chef, kaptejn Lütken, önskede at få hjælp til at bugsere sit skib ud af den passage, hvori det lå, råbte han til dem, som sad i båden, at de skulde komme ombord for at bugsere fregatten, da denne ikke vilde lystre
- ↑ I det brev af 5 Juni, som her har været kilden, ytrer også Martinau: „Les mouvements en Suéde semblent avoir donné toute une autre face aux choses d’ici. On est étonné de l’entreprise; on admire notre activité.“ Han udbad sig også ordre om, hvorvidt han skulde rejse til Frederikstad og blive der, medens lejren var samlet.