præg, önskede, at den skulde foretage större:rustninger for derigennem at vise Gustav III, at han i tilfælde at et angreb på Rusland måtte være forberedt på, at allianse-trakttaten af 1773 trådte i kraft[1]. Formodentlig har den måde, hvorpå den danske regering optrådte under disse spændte forhold, givet Gustav III – skönt uden virkelig grund – nyt håb om, at den i påkommende tilfælde vilde söge at unddrage sig de derved indgåede forpligtelser, og den sorglöshed, hvormed han lod grænsen mod Norge og Danmark være ubeskyttet, er vel også et vidnesbyrd om, at han troede at have god grund til den tillid, som han viste. I ethvert tilfælde lod han det ikke mangle på forsög på at få den danske regering stemt mere gunstig for sine planer. Hertil fremböd der sig en ypperlig anledning, da om våren og forsommeren 1788 ikke alene kronprins Frederik, men også prins Karl af Hessen skulde komme til Norge og på rejsen endog tildels passere over svensk territorium. Denne vilde den svenske konge også benytte både gennem officielle ambassader med höjtidelige komplimenteringer og gennem sit sædvanlige underhånds spioneri. Til det sidste udsåes Manderfelt, som i den anledning nu igen optrådte som handlende person i den lavere politik, medens det förste overdroges til forskellige höjtstående personer.
Idet Gustav III således sögte at sikre sig den dansk-norske regerings neutralitet, som han ialfald ikke anså det for umuligt at opnå, forbandt han dermed også mere vidtgående planer. Han forstod, at hvis den ikke helt ud opfyldte sine forpligtelser, vilde den derved komme i en sådan stilling, at den sandsynligvis vilde blive nödsaget til at kaste
- ↑ Fersens historiska skrifter, VII, 47: „Danmark önskade fred.“
