sig i armene på Sverige og de med dette forbundne magter. Hvad fölgerne deraf vilde blive, kunde dog ikke være tvivlsomt for regeringen i Köbenhavn, og dette måtte mere end noget andet opfordre den til klog forsigtighed. Ti hvis Sverige snart sluttede fred, kunde der let indtræffe en situation, hvori Rusland tillod det at tage sin del af det dansk-norske monarki ved given lejlighed og derved gav dette sin tak, fordi det en gang havde svigtet. Gustav III har vistnok også selv havt denne mulighed for öje, da han nu sögte at nærme sig til hoffet i Köbenhavn, som, hvis det frivillig eller nödtvungen modtog en allianse med ham, vilde miste den eneste stötte, der kunde sikre det besiddelsen af Norge[1]. Hvis han har omgåets med sådanne tanker, strandede de imidlertid på den omstændighed, at man i Köbenhavn forstod betydningen af den russiske allianse og ikke stödte denne fra sig – tiltrods for de opfordringer, som kom fra Sverige under de fornyede underhandlinger, der förtes i Norge i löbet af Juni og Juli 1788.
Den 29 Maj ankom prins Karl af Hessen til Kristiania, ledsaget af sin sön, prins Frederik, som den gang var ge-
- ↑ Holm har, anf. st. side 42 (10), påvist, hvilken fare en tilnærmelse til Sverige vilde medföre for den dansk-norske regering. Om Gustav IIIs betragtning af situationen får man oplysning i en instruktion, som han i Januar 1788 udfærdigede for sin gesant i London (trykt som bilag til Fersens historiska skrifter, VII, 149), og hvor han, idet han beskæftigede sig med planen til et forbund med England, udtalte, at man i Danmark alt önskede fred og gærne vilde slutte en venskabstraktat med Sverige og England, hvis der ikke fordredes mere end „en strikt neutralitet“. Han mente nemlig, at et sådant skridt vilde vække Ruslands mishag i den grad, at den danske regering vilde blive tvungen til at kaste sig i Sveriges og dets allieredes arme. Hvad deraf videre kunde fölge, omtalte ikke Gustav III; men det kunde vel ikke være tvivlsomt.
