bestemt til at samles til lystlejr under prins Karls kommando. Dette vilde ikke have udseende af nogen demonstration, men var alligevel en ganske god betryggelse.
Medens således Sveriges to nabostater indtoge en fredelig holdning dels på grund af hensynet til den almindelige politiske situation, dels på grund al deres ulyst til at kaste sig uden nödvendighed ind i en krig, var Gustav III udover våren 1788 kun optagen af den ene tanke at kaste sig over Rusland, medens dette var indviklet i sin krig med Tyrkerne, og derunder vilde han da også såvidt muligt sikre sig sin vestlige nabos neutralitet. Øjeblikket var i mange henseender gunstigt, og hvis en svensk konge nogensinde skulde kunne drömme om at optage en heldig kamp mod Rusland, måtte tiden nu synes at være inde. Idet han med dette mål for öje foretog sine rustninger, optrådte han, som om han ikke frygtede noget af sin anden nabo. Grænseprovinserne mod Norge og Skåne blottedes for tropper, medens der af alle kræfter rustedes i Finland, som det angaves, på grund af Ruslands truende holdning[1]. Udsigterne til, at man fra dansk og norsk side vilde holde sig rolig, hvis han foretog et angreb fra Finland, vare dog herunder i virkeligheden ikke store, idet regeringen i Köbenhavn var fast bestemt på at opretholde traktaten af 1773, uagtet den i det længste forsögte at forhindre bruddet og derved holde sig selv udenfor krigen. Den udsatte sig endog ved denne sin fredelige holdning for bebreidelser fra sin eventuelle allierede, der, da forholdene begyndte at antage et mere truende
- ↑ G. I. Adlerbeth, Historiska anteckningar, I, 37 flg. og 52. Dog må det også erindres, at hensynet til de med opstilling og underholdning af krigsfolk forbundne udgifter og den misfornöjelse, som kunde opstå, om disse bleve liggende uvirksomme, her kunde have nogen indflydelse.
