Ved sit besög i Köbenhavn om hösten 1787 havde Gustav III, som ovenfor omtalt, ialfald havt det resultat, at han havde givet den derværende regering indtrykket af, at han for sit eget vedkommende kun nærede fredelige tanker og ganske havde opgivet sin tidligere politik. Skönt han ikke havde opnået at vinde en allieret, vilde han derhos også ialfald have det udbytte af sin rejse, at han gav andre forestillingen om, at der bestod en mere venskabelig forbindelse mellem ham og nabostatens regering. Han gjorde af hensyn hertil alt muligt forat give det udseende deraf og vedblev at vise den dansk-norske regering ved enhver anledning, som dertil kunde benyttes, hvor meget han satte pris på dens venskab, og at han vilde göre meget for at bevare dette.[1] Uagtet man i Köbenhavn netop på denne tid blev vidende om, at Gustav III stod i forhandlinger med Rusland, der syntes at befinde sig i fuldstændig strid med hans optræden ved det danske hof, blev man alligevel der fremdeles rolig, under forudsætningen af, at han dog, når det kom til stykket, ikke vilde svigte sine egne fredelige forsikringer. Fra Rusland indlöb der opfordringer til at være beredt på, at det kunde kom til fredsbrud mellem det og Sverige, således at den danske regering i et sådant tilfælde kunde yde den ved traktaten af 1773 foreskrevne hjælp. Men den russiske regering önskede på samme tid, at man ikke foretog noget, der kunde udfordre den svenske; og heri var man også enig i Köbenhavn. Det kom således under disse forhold meget vel med, at en del af den norske hær allerede tidligere var
- ↑ E. Holm, anf. st. 43 flg. (11 flg.). Dette verk er også i det fölgende stadig benyttet som en hovedkilde, selv hvor det ikke er påberåbt som sådan.
