nu skulde komme til Norge for at fortsætte de forhandlinger, som man måtte antage vare förte i Köbenhavn, da han havde været der den foregående höst for at forsöge sine overtalelsesevner til at vinde den dansk-norske regerings allianse eller ialfald neutralitet under sin forestående krig med Rusland.
Rygterne om, at Gustav III havde til hensigt at komme til Norge, og det ikke inkognito, men i sin fulde kongelige pomp og med en talrig svite, synes at have været meget udbredte og at have fundet adskillig tiltro. Det fortaltes således, hvis man tör tro, hvad Martinau berettede i et brev til sin konge af 26 April, at den russiske gesandt i Köbenhavn havde fundet sig beföjet til at foreholde grev Bernstorf, at hans kejserinde ikke betragtede denne plan uden betænkelighed, og at grev Bernstorf også i den anledning havde henvendt sig til den svenske ambassadör for at faa ham til at påvirke sin konge. Ligeledes skulde det være fortalt, at en russisk kurer på gennemrejsen gennem Stockholm skulde have givet „bydende advarsler“. Der gik ellers også rygter om, at prinsen af Hessen ikke skulde komme op som chef for den store lejr, da det sagdes, at han måtte rejse til sin broder, landgreven i Hanau, hvis hær skulde have gjort en del optöjer i anledning af, at han havde pryglet en officer, som derefter på en opsigtvækkende måde havde berøvet sig selv livet. Historien löd dog lidet trolig, og Martinau vilde, skönt han i mangel af noget bedre dermed fyldte en större del af en rapport, heller ikke for sit eget vedkommende fæste lid dertil. Det var vel i virkeligheden også det mest rimelige, at den var ligefrem opdigtet, og ialfald var der vel ingen grund til, at prins Karl derfor skulde være bleven nödsaget til at foretage en så lang rejse.
