have de i denne Henseende beroliget sin Samvittighed ved jesuitiske Reservationer, men – hvorledes have de kunnet indlade sig i Ægteskab? Dette falder svært at forklare. Det skulde synes, som om de herved havde brudt fuldstændig med den romerske Kirke. For nogles Vedkommende har man vistnok gaaet frem med overdreven Strenghed, og en af de afsatte Præster fik jo ogsaa atter Lov til at blive luthersk Præst. Maaske har Biskop Sennings vidtdrevne Iver ved denne Leilighed bidraget til at skaffe ham det Tilnavn „den onde Biskop“, med hvilket han siden erindredes.[1]
Allerede før den opsigtsvækkende Herredagsdom i Skien var falden, havde Kongen ladet udgaa en Forordning, hvorved (10de Juni 1613) bestemtes, at da han havde erfaret, at mange af hans Undersaatter baade af adelig og uadelig Stand skulde være Tilhængere af papistisk Lære, skulde saadanne være arveløse og udelukkede fra Embeder. I Recessen af 1615 føiedes hertil endvidere et Forbud mod, at slige Papister maatte bo i Rigerne. I 1646 tillod dog Christian IV katholske Matroser at have fri Religionsøvelse paa tre Steder i Norge, nemlig i Gamlebyen udenfor Christiania, paa Nordnæs udenfor Bergen samt i det nys anlagte Christianssand,[2] men at dette virkelig har havt praktiske Følger, kjendes neppe.
Fra de følgende Aar forekomme kun faa Spor af Katholicisme i Norge. 1 1618 lod Biskop Glostrup ved sin Visitats i Tønsberg to Brødre Jørgen og Nils, som vare fødte og opholdt sig paa Sem Præstegaard, kalde for
