Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/336

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ring“,[1] og i 1622 fik han fuldstændig Opreisning. „Mange Godtfolk havde underdanigst anholdt paa hans Vegne, at han igjen til noget præsteligt Embede eller skoletjeneste maatte fordres og admitteres“.[2] Han opnaaede derpaa den anseelige Stilling at blive Slotspræst paa Akershus og Sognepræst til Aker og døde i dette Embede 1630.[3] Han var gift og blev Stamfader til den norske Familie Pharo.

Der er noget gaadefuldt ved disse dømte Præster. At i det mindste nogle af dem have været Katholiker i Hjertet, og ikke alene været i katholske Skoler og under katholsk Paavirkning, er vel givet. Jacob Hjort, der rømte forinden Undersøgelsen; maa sikkert have gjort sig skyldig i katholske Stemplinger, og at Broderen Christopher drog til Danzig og satte sin Søn i Braunsberg Skole, tyder unegtelig paa det samme, ikke at tale om, hvad vi vide om hans Virksomhed som Rector i en tidligere Tid. Men der er en besynderlig Omstændighed tilstede, nemlig den Kjendsgjerning, at de fleste af disse Personer vides at have været gifte, medens det ikke erfares om en Eneste, at han har været ugift. For Mænd med afgjort katholsk Retning eller endog ligefremme Katholiker, maa det have været vanskeligt nok at aflægge den Præsteed, som den lutherske Kirke fordrede.[4] Maaske

  1. Oslo Capitelsbog, 1617, 25de August.
  2. Norske Registr. V, S. 264–265.
  3. Personalhist. Tidsskr. V, S. 211 f. Naar det tillægges, at han tillige var Rector ved Oslo Skole, er det aldeles urigtigt.
  4. Denne Ed lød naturligvis ens for Alle, men vedkommende Ordinander pleiede at ledsage sin Underskrift med forskjellige Ytringer om de Følelser, hvormed de aflagde den. Saaledes skriver den meget compromitterede Hr. Jacob Hjort i Onsø, der rømte af Landet førend Dommen. Følgende i Ordinationsbogen »Juramenti formulam non frivole, sed attente perlegi, cujus mentem pro gratia, quam Dominus dederit et pro viribus, ut rite præstem, serio conabor, serio Deum (Dei enim est nostrum velle et perficere) precabor. Jacobus Cervinus.«