Herefter blev begge Parterne tilspurgt, om de havde Noget ydermere at fremlægge udi denne Sag paa denne Tid, negtede de det. Men R. B. efter forberørte Leilighed var endelige Dom begjærendes. Da efter Tiltale og Gjensvar, og denne Sags Leilighed, uanseet Hr. H. H.’s skriftlige indlagte vidtløftig Erklæring, foruden det her i denne Afvisning er insereret directe mod forberørte. S. M. Nils Clausens udgivne Dom paa Gjerpen Præstegaard den 18de Augusti A. 1613 conciperet, blev saaledes for Botten afsagt, at efterdi Hr. H. H. angives at have admitteret crimen læsæ Majestatis, idet han uden H. K. M’s naadigste Leide, Tilladelse og Bevilgning imod den forne Doms Indhold, hannem overgangen er, som endnu staar ved sin fulde Magt og ucasseret er, sig haver understaaet ind udi Riget at begive, og vores allern. Herres Ordinantze (Fol. 82) forbyder den geistlige Stand at dømme udi verdslige Sager, som ikke deres Ed, Embeder og Kald vedkommer, til hvilke vi formener denne nærværende retteligen at kunne henføres, haver vi os ikke tordet understaaet noget udi denne Sag at decernere, mens vil hermed den have henvist til verdslig Dommere og derom at gaaes, saavidt Loven og Retten kan medføre. Til Vidnesbyrd o. s. v.
Da denne Dom var Kongen meddelt, gav Christian IV (1ste April 1618) ordre til, at Herman Hansen ufortøvet skulde skikkes til Dragsholm-Slot[1] (nu Ade1ersborg) i Sjælland, et i hine Dage hyppigt anvendt Fængsel for „Statsfanger“ eller Fanger af usædvanligere Art; det var her, hvor Bothwell i sin Tid var død, og hvor Erik Munk, Nedenes’s Befalingsmand, havde endt sine Dage som Selvmorder.[2] Om han virkelig er kommen did, tør dog være uvist, thi det berettes i et Document, at han i længere Tid skal have siddet fast i Vordingborg, hvorfra Kongen lod ham slippe løs ved Brev af 27de November 1619.[3] Dog synes han ikke at have faaet Lov til at vende tilbage til sit Fødeland Norge – man har altsaa
