anseet ham for en farlig Forfører – førend i 1626, idet dog Statholderen fik Ordre til at passe vel paa ham. I det følgende Aar, da han synes at have villet søge om atter at komme i Embede, udtalte Kongen et bestemt Forbud mod, at han nogensinde skulde komme i geistligt Kald eller Skoletjeneste.[1] Men derimod finde vi, at han er bleven Sorenskriver paa Thoten.[2]
Hvad angaar Hr. Evert Hjort, da har han vistnok, hvis han har været tiltalt i Skien, været heldigere end sine Brødre og maa være bleven frifunden. Thi vist er det, at han, der siden 1611 var Sognepræst til Stange paa Hedemarken, beholdt dette Embede til sin Død 1653.[3]
Hr. Jacob Hjort havde, som vi hørte, forladt Landet før Dommen. Kongen, der havde forbeholdt sig selv at udnævne hans Eftermand, udsaa hertil (18de Januar 1614) en Magnus Pedersen, der under Navnet „Magnus Petræus Danorvagus (!)“ var indskreven ved Wittenbergs-Universitet 18de Januar 1610 og nu anbefaledes af Jens Bjelke og Peder Iversen Jernskjæg.[4]
Af de ikke ordinerede Studenter, som dømtes i Skien, er „Petrus Alphæus“ sandsynligvis den siden bekjendte Peder Alfssøn, der i saa Tilfælde, ligesom Jacob Hjort, maa have været dømt fraværende, idet han i Januar 1613 indskreves som Student i Padua. Han blev, som bekjendt,
- ↑ Norske Registr. V, S. 536, 584.
- ↑ Som saadan forekommer han i Aarene 1630–1633 i Documenter. Et ubetydeligt Sagn om ham findes i mine Norske Bygdesagn, 2den Udg. I, S. 30.
- ↑ G. S. Faye. Oplysninger om Stange Menighed og dens Præster, Christiania 1869, S. 50–53.
- ↑ Norske Registr. IV, S. 514. Om ham se ellers Treschows Jubellærere S. 174–177.
