hed Oluff, en megtig grummer mand,
at han skulde have drevet de Tyske ud
imod privilegier og denne statut,
hvilket man saa ret forstaar,
naar man til Norriges kongers krønicker gaar,
finder man ingen kenning, som Oluff hed,
eller konningsøn, jeg fuld vel ved,
paa denne tid i Norrige at være
eller den kongelige spir bære,
uden en krigsmand, kaldes milde her Oluff
som kunde den svarte kunst hel og halv,
han monne konning Eriks høvedsmand være
han monne de Tyske traktere og lære,
besynderlige de, som til Bergen segle,
for de Vendiske med Danekonning holdt,
hvilken Oluff kom siden i konningens ugunst.
Den tyske Kilde, som begge henviser til, er Albert Crantzius, som ogsaa „Fundatsen“ citerer, medens Rimkrøniken kun nævner „de tyske“. Det vil let sees, at Fundatsen kjender den Kilde, den citerer, medens Rimkrøniken ikke ved mere, end hvad der staar i „Fundatsen“, og enda kun ufuldstændigt gjengiver dette. Følgelig kan „Fundatsen“ ikke have laant fra Rimkrøniken, men denne har omsat paa Vers en Del af det, som staar om denne Sag i „Fundatsen“.
En gjennemført Sammenligning mellem „Fundatsen“ og Rimkrøniken viser nu, at Rimkrønikens Redaktion A overalt laaner fra „Fundatsen“ og ikke kan være dens Kilde, men en Aflægger. Vistnok har A selvstændige Tilføielser (f. Ex. at Kong Eystein gjorde „Bernhard“ til Biskop i Bergen, at Kardinal Nikolaus kom til Norge „attende“ eller „ottende“ Aar efter Harald Gilles Død, at Magnus Erlingssøn blev kronet 10. Aug. 1170 o. fl.), men disse er alle uhistoriske og opdigtede. Da „Fundatsen“
