lig netop Herlof Lauritssøn. Men i Stedet for at slutte, at da maatte denne Mand med det aabenbart danske Navn (Herloff = norsk Herlog eller Herlaug) være indvandret fra Danmark, formodede Nicolaysen af Respekt for (som han troede) Edv. Edvardsen, at Herlof var „udentvil født i Bergen“. Herloff Lauritssøn, der døde omtr. 1630 som Borger i Bergen, omtaler imidlertid i sit Testament[1] ikke i mindste Maade sin formodede Bergenske Oprindelse, men fortæller, at han i sin Ungdom gik i Herlufsholms latinske Skole, og da han agtede sig andensteds for at studere videre, vilde hans velstaaende Brødre ikke understøtte ham; derfor maatte han give sig fra sin Bog og til Hoftjeneste o. s. v. Følgen var, at han i sit Testament ikke under sin Slægt Arven, men giver denne til Nykirken i Bergen og dens Fattige. Alt tyder saaledes paa, at hans Slægt er i Danmark, medens han testamenterer sit Gods til de Fattige i Bergen. Herluf Lauritssøn træffes første Gang i Norge i Hoftjeneste, d. v. s. som Tjener eller Skriver hos den danske Adelsmand Henning Sparre, Lensherre over Lyse-kloster Gods, og møder for ham i en Retssag paa Bergens Raadhus 22. Aug. 1592. Efter Henning Sparres Død i Begyndelsen af 1594 kom Herluf til under Ledigheden at fungere som Foged over Lysekloster (et Brev af ham som saadan 14. Marts 1594 citeres); rimeligvis har han faaet Afsked af Eftermanden (Gabriel Skinkel, som tiltraadte 1595) og er saa flyttet til Bergen, hvor han tog Borgerskab 1598 og omtrent paa samme Tid giftede sig med en norsk Kvinde. Om denne Mand, som først i 1598 blev fast knyttet til Bergen, tyder alt paa, at han er en Sjælænding, og der kjendes ikke andre litterære Bedrifter
- ↑ Norske Stiftelser I 57.
