forudsættes Kroningen i Landsloven som sædvanlig og nævnes efter Hyldingen og Edsaflæggelsen[1]. For Hyldingen var derimod Ørethinget selvskrevet, indtil dette blev forandret i Magnus Lagabøters Lovgivning. I Hirdskraaen gives kun almindelige Regler om Hyldingsceremonierne, men Stedet betegnes ikke, idet der kun siges, „naar de fornemste Mænd er komne sammen“. Meningen er aabenbart, at Stedet skulde bero enten paa, hvor Kongen døde, eller hvor det var bekvemmest for de geistlige og verdslige Høvdinger at samle sig.
Som vi har seet, er saaledes Haakon Magnussøn sandsynligvis bleven hyldet i Bergen, hvor hans Forgjænger døde; Magnus Erikssøn blev hyldet paa Haugathing ved Tønsberg (24. Aug. 1319) og hans Søn Haakon sandsynligvis i Oslo i 1355. Om dennes Søn Olav vides det, at han blev hyldet i Trondhjem 29. Juli 1381, uden at Grunden kan angives for den extraordinære Ceremoni. Derimod har det med hans Efterfølger Eriks Hyldning i Trondhjem sin særegne Sammenhæng. Hirdskraaen bestemte, at naar Kongeætten var uddød, skulde Hirden, Hirdstyrere, Biskoper og Repræsentanter for Almuen, altsaa alle „Stænder“, samle sig til Rigsmøde i Nidaros og der foretage Valget. Hverken Margrete (1388) eller Erik (1389) blev valgt paa den foreskrevne Maade, men det er da for at bøde paa Valgets Uregelmæssighed, at man har sendt den valgte unge Konge til Nidaros og der ladet ham hylde („paa Ørething“, som det siges i Gottskalks Annaler). Jeg nævner dette her, fordi det synes mig aabenbart, at disse to Hyldinger har skabt den Tradition om Hylding i Trondhjem, som spiller saa stor Rolle i Kongerne Karl’s og Kristian I’s Valghistorie. Det er
- ↑ Norges gl. Love II, S. 29 (Sluten af Kap. 8).
