Det sidste Sted har man[1] gjenfundet i Isviken i
Tanum Sogn, omtrent 2 Mil nordenfor Hambergsund.
Beliggenheden passer godt, men hvis Formodningen er rigtig,
er det klart, at Navnet, som det staar nu i Sagaen,
ikke kan være rigtigt skrevet. Usvík er jo ogsaa et
saa besynderligt Navn, at man allerede af denne Grund
maa faa Mistanke til det.
Det nævnte Isviken maa oprindelig have hedet Eiðsvík. Efter Karterne er der nemlig indenfor Bunden af denne Bugt en Gaard, som skrives Edsvik, og som ogsaa virkelig ligger paa et Eid, mellem Sannäsfjorden og Havet.
Videre siger det sig selv, at her ikke fra først kan have staaet -víks-. Det maatte i rigtig oldnorsk Form lyde -vík- eller -víkr-[2].
Det bliver altsaa sandsynligt, at den i Haandskrifterne bevarede Navneform er en Forvanskning af Eiðsvíkeyjar eller Eiðsvíkreyjar.
Haakon Haakonsens Saga Kap. 173 (Fornm. s. IX 427). Hernar nævnes her som en Havn, hvor et Skib søger ind, som var afseilet fra Bergen for at gaa til Orknøerne, men blev drevet tilbage ved Uveir.
Den samme Havn nævnes paa flere andre Steder: i Olaf d. hell. Saga (Kap. 145 i Heimskringla), i Orkneyinga saga (Flatøbogen II 455), i Landnaama (S. 25 not., jfr. Grønlands historiske Mindesmærker III 212), i Njaals Saga Kap. 2 og i flere Skaldedigte (se Munchs
