for vild. De lod da de to bedste Skiløbere i Flokken fare i Forveien med Barnet, med to Bønder til Veivisere. De naaede ikke frem til Bygden, men fandt nogle Udlader, hvor de slog Ild og redede et Leie for Barnet. Siden hentede Veiviserne de øvrige af Følget, og de blev i Laden om Natten, hvor daarligt Kvarter det end var. Det Sted, hvor de da vare, hed Nafardalr. De fik saa vanskeligt Føre, at de maatte stappe Sneen ned med Spydskafterne for at bryde sig Vei. I Østerdalen hjalp Bønderne dem, saa godt de kunde, overalt hvor de kom. – Baglernes Høvdinger, som sad i Tønsberg og havde faaet Nys om Kongesønnens Færd, sendte 8 Sveitehøvdinger til Oplandene for at lede efter ham. Da disse kom op til Hedemarken, var de Birkebeiner, som ledsagede Kongesønnen, naaede op i Østerdalen; Baglerne hørte, at mange Folk søgte til dem, og da det desuden var daarligt Veir og Føre, vendte de om. Paa Birkebeinernes Færd op gjennem Østerdalen strømmede der, uagtet det var saa vanskeligt at komme frem, fra mange Bygder, ogsaa fra Gudbrandsdalen, Folk til, som vilde være med at følge Kongesønnen. De kom ned af Fjeldet i en Bygd, som heder Aal, øverst i Gauldalen“.
Efter denne Fremstilling kan der ikke være Tvivl om, at de Reisende have fulgt Østerdalens Hoveddalføre helt op, ialfald paa det nærmeste, og gaaet over Fjeldet ved Røros eller ikke langt vestligere; ellers kunde ikke Aalen blive den første Bygd, de naaede nordenfjelds.
Nafardalr skulde efter det Sted i Fortællingen, hvor det nævnes, synes at maatte søges temmelig nær ved Reisens Udgangspunkt, Lillehammer. Men Frem-
(efter Afreisen fra Lillehammer), som Munch har i sin Gjengivelse af Sagaens Fortælling i NFH. d 485.
