Hænder“. Dette fandt alles Bifald. Birkebeinerne roede ud af Havnen, og de havde netop faaet Seilene op, da Magnus’s Skibe kom ind paa dem nord igjennem Sundet. Der begyndte nu en skarp Forfølgelse, hvorunder begge Parter brugte baade Seil og Aarer; de kom hinanden saa nær, at Heklungernes Smaaskibe, der var forrest, kom i Skudfegtning med Storskibene agterst i Birkebeinernes Flaade. Tilsidst lod Sverre sine Skibe pludselig vige ind i et trangt Sund mellem Øerne. Heklungerne fulgte fremdeles den vanlige Led og mærkede ikke, at deres Fiender havde taget en anden Vei, før det var blevet for sent at fortsætte Jagten med noget Haab om Held. Sverre seilede da uforstyrret „Havleden“ over Folden[1] og videre til Bergen.
Naar det gjelder at stedfæste, hvad Sagaen her fortæller, er det eneste, man har at holde sig til, Ordene: „í Spjǫrinni i Salteyjarsundi“, og at dette Sted siges at være „langt øst i Viken“, samt at Sverre først efter længe at være forfulgt og efter at have narret Heklungerne ved det omtalte Krigspuds naar Folden.
Der nævnes et Salteyjarsund paa disse Kanter senere i Sagaen[2]; dette antages almindelig, og vistnok med Ret, at være Sundet mellem Saltøen og Tjernøen i Tjernø Kapelsogn nordlig i Bohuslen, lidt søndenfor Strømstad.
Paa nærværende Sted har imidlertid Munthe[3] antaget, at et andet Salteyjarsund maa være ment. Han har nemlig taget det for givet, at der med det tilføiede
