tre gjenlevende Børn, der alle synes at have været meget haabefulde. Den ældste, Haakon, bar allerede forlængst Kongenavn og var aabenbart en meget lovende ung Mand, der bl. A. synes at have havt literære Interesser og endog af en berømt fremmed Historieskriver, der ved den Tid besøgte Norge, roses for sit smukke Ydre og elegante Væsen.[1] I 1251 havde Haakon Bryllup i Oslo med den svenske Jarledatter Richiza, der nu som yngre Dronning levede i daglig Berøring med sin Svigermoder, Dronning Margrete, og snart fødte Sønnen Sverre. Men længe varede det ikke, før store Sorger hjemsøgte Kongehuset. I 1257 døde den femogtyveaarige unge Kong Haakon, og samme Aar maatte Margrete see sin eneste Datter, Christina, drage til det fjerne Castilien. Fire Aar senere (1261) døde saa Junker Sverre, og i det følgende Aar fik man det Budskab, at Christina – efter et, som det synes, barnløst og neppe lykkeligt Ægteskab – havde fundet en tidlig Grav i Spanien. Nu var Kong Magnus Kongeparrets eneste Barn og Arving. Han var 1261 gift med den ovennævnte Ingeborg af Danmark.
1263 drog Kong Haakon ud paa det Vesterhavstog, hvorfra han ikke skulde vende tilbage. Naturligviis var Magnus, allerede forlængst endog en kronet Konge, Regent under Faderens Fraværelse, men af Sturlunga Saga[2] see vi, at der ved hans Side var indsat at særligt Raad, bestaaende af Dronning Margrete og (hendes Faders gamle Uven) den mægtige Lendermand Gaut Jonssøn af Mel.
Den 22de Marts 1264 fulgte Margrete sin Ægteherres jordiske Levninger til Graven i Bergens Christ-
