Man finder i Tiden efter 1240 altid Margrete og
Haakon sammen, thi hun omtales jevnlig som hans Ledsagerinde
paa Reiserne rundt i Landet, hvor vistnok Bergen
var den hyppigste Residents, dog saa, at Hoffet stundom
opholdt sig ogsaa i Nidaros, Tønsberg og Oslo. Men
skjønt Dronningen ved Faderens Fald kun var omtrent
30 Aar gammel, hører man ikke om, at hun efter den
Tid har født Kongen Børn. At hun i 1247 ikke blev
kronet tilligemed denne,[1] bør derimod ikke lægges Vegt paa.
Heller ikke Kong Sverre havde ladet sin Dronning krone,
uagtet hun dog var Erik den helliges Datter. Fra 1245
finder man i Sturlunga Saga et lidet, men ret interessant
Træk om Margrete. Det islandske Brushoved, Thorgils
Skarde, der tilhørte Sturlungernes Æt, kom da til Hoffet.
Kongen, der kjendte hans ubesindige Færd, modtog
ham ikke meget naadig, men den just tilstedeværende
Dronning, „der var Sturlungernes Ven, som hendes Fader
havde været“, lod Thorgils faa Plads paa en Skammel ved
sine Fødder, og da Kongen gjorde ham Bebreidelser for
hans Fremfusenhed, var Margrete strax tilrede med de
venlige Ord: „Sligt hænder ofte unge Mænd“. Og nogen
Tid efter, da der opkom en Ildebrand i Bergen og Thorgils
ved den Leilighed opførte sig modigt og raskt, sendte
Dronningen ham strax sex Alen Skarlagen til en ny
Klædning.[2]
Margretes bedste Glæde har visselig været hendes
- ↑ Jeg er ingenlunde uopmærksom paa, at der i et Kildeskrift, Aron Hjørleifssøns Saga (see Biskupa Sögur I. p. 638) udtrykkelig siges, at Cardinal Vilhelm kom til Norge þess erindis at kóróna Hákon konúng ok Margrétu drotningu, men tør ikke ligeoverfor Sturla Thordssøns Taushed i Haakons egen Saga heraf slutte, at Margrete virkelig er bleven kronet.
- ↑ Sturlunga Saga, ed. by Gr. Vigfusson vol. II. p. 111–112.
