er Sagaens Ytringer i Anledning af Magnus Haakonssøns Kroning i 1261. Her var der kjendelig mellem den gamle Konges Raadgivere to Partier, af hvilke det ene anbefalede, det andet fraraadede, at Sønnen allerede nu skulde „vies under Kronen“, og Haakon betror selv sin Søn, at de, der fraraadede det, vare de samme, som tidligere ikke havde arbeidet for et godt Forhold „mellem mig (Haakon) og Eders (Magnus’s) fremfarne Frænder, hvilket Gud forlade dem.“ At der mellem disse Frænder (der vare Magnus’s og ikke Haakons Frænder), først og fremst maa tænkes paa Skule, kan jo ikke være tvivlsomt. Skal man tænke paa nogen af Haakons daværende Raadgivere, ligger det jo nærmest at vende Blikket mod Skules gamle Uven Gaut Jonssøn, der forøvrigt var saa anseet, at han, uagtet intet Familieforhold mellem ham og Kongehuset kjendes, kom til at bære Sværdet ved denne Magnus’s Kroning. Det er ellers i det Hele besynderligt, at Nogen har villet fraraade Kongen at lade sin Søn, der dog allerede bar Kongenavn og var den præsumtive Thronfølger, krone, og man skulde tro, at de selv maatte have indseet, at de herved maatte støde Magnus og udsætte sig for hans Ugunst i Fremtiden. Der maa imidlertid hos dem have raadet en Frygt for, at Magnus maaskee skulde benytte den større Anseelse og Magt, som Kroningen kunde bringe ham, i deres sandsynlige Modstanderes Interesse. Kongen forsikrer selv Magnus, at han havde været ham en god Søn og „tjent ham kjærligen.“ Det er vel nok, men hvortil en saadan Forsikring naar der ikke mellem Fader og Søn havde været et saart Punkt, et alta mente repostum, hidrørende fra Morfaderens tragiske Historie, hvilken selvfølgelig Dronning Margrete aldrig har glemt.
