kirke, og allerede samme Aar gjør hun, ledsaget af sin Søn, en Reise til sin Faders Stiftelse, Nonneklostret paa Rein.[1] Man maa formode, at dette kun har været et kortere Besøg, og naar det tre Aar senere (1267) i en af de islandske Annaler heder: Margrét Skúla dóttir dróttning fór til Reins,[2] kan vel dette ikke forklares anderledes end ved at antage, at hun først nu har taget Bolig for stedse paa dette Sted, der ved hendes Æts Traditioner og hendes Ungdomsminder maa have været hende saa dyrebart. Siden hører vi intet andet om Dronning Margrete, end at hun døde 1270.[3] Man maa her, som saa ofte, meget beklage, at Magnus Haakonssøns Saga for den allerstørste Del er tabt. Dens Forfatter Sturla Thordssøn har neppe undladt at skjænke hende, hvem han jo selv i sin Æts Saga kalder „Sturlungernes Ven“, en meget nærmere Omtale ved hendes Bortgang.
Reins Kloster besad endnu indtil ganske kort før sin Undergang blandt sine Klenodier en Guldkalk, som „en fremfaren Dronning af Norge“ havde skjænket det. Erkebiskop Olaf tog denne Kalk til sig 1531.[4] At dette var en Gave fra Margrete, er vel neppe tvivlsomt.
Ogsaa en nærmere Omtale af Margretes yngste Søster Rangrid vilde her have været paa sin rette Plads. Jeg har imidlertid allerede før skrevet om hende og vil derfor alene henvise hertil.[5] Jeg vil alene tillægge, at hvis mine Conjecturer ere rigtige, tør man rimeligviis ogsaa antage endnu nogle flere bekjendte Personer for Efterkommere af Fru Rangrid og derigjennem af Reinsætten.
