Dag udstedes et Pavebrev til Erkebispen samt til Biskopperne i Stavanger og Bergen, i hvis Stifter altsaa Eiendommene findes, om at sørge for Efterlevelsen af det første Brev.[1]
Men Brevenes Udtryksmaade er gaadefuld. I Brevet til Dronningen heder det, at paa hendes Bøn har Paven taget under sin Beskyttelse omnia bona, quæ illustris rex Norvegiae, vir tuus, dotalicii nomine, prout spectabat ad ipsum, liberaliter tibi concessit. Udgiverne af Diplomatariet (Lange og Unger) have i sin Tid i Indholdsangivelsen oversat dotalicium ved „Morgengaven“, men at dette neppe er nøiagtigt, bør blandt andet sluttes af et ældre Pavebrev af 1217, ved hvilket Honorius III stadfæstede den Gave, som Valdemar II af Danmark skjænkede sin anden Dronning, Berengaria af Portugal. Her tales der om en donatio propter nuptias,[2] og medens det er klart, at der i dette sidste Tilfælde virkelig er Tale om en Morgengave, maa dotalicium i Brevet af 1246 rimeligviis forklares anderledes. Det maa have været en extraordinær Gave af Kong Haakon til den Dronning, med hvem han havde været gift i saa mange Aar, og det saa meget mere, som der indflettes Ordene liberaliter tibi concessit, hvilke Udtryk maa synes at udelukke Tanken om en sædvansmæssig og pligtmæssig Gave.
I Norges ældre Historie spille Dronningerne ingen meget fremtrædende Rolle i deres blotte Egenskab af saadanne, om end enkelte af dem ved deres Personlighed eller som Kongemødre kunne antages eller sees at have havt Betydning og Indflydelse. Ofte var Landet deelt mellem
