flere Konger, hvilket maatte forringe ogsaa deres Hustruers Stilling, og endnu oftere nøiede Kongerne sig med Friller uden at indgaa Ægteskab. Ikke kjender jeg noget Spor til, at nogen norsk Dronning, som ellers i Europa sædvanligt, strax har faaet sig anviist særskilte Besiddelser eller Livgeding. De have sandsynligviis maattet nøie sig med en „tilgjöf“ i Lighed med andre Hustruer. Først da den danske Kongedatter Ingeborg, der da ogsaa var Norges første kronede Dronning, i 1261 ægtede Magnus Haakonssøn, finder man et andet, med europæisk Sædvane mere stemmende Forhold. Thi nu seer man, at Magnus Aaret efter Brylluppet (1262) „for øst til Borg for at see til de Len, som Kong Haakon havde givet Fru Ingeborg ved hendes Bryllup“; det er ikke uden Interesse at see, at Lenet, hun fik, var Borgesyssel, thi dette har ogsaa baade før og senere været bortforlenet til Kongehuset nærstaaende Personer. Men noget saadant omtales ikke, hverken hvor Talen er om Sverres Dronning Margrete eller Margrete Skulesdatter.
Vender vi saa tilbage til Pavebrevet, maa der endnu tænkes paa Ordene: prout ad ipsum spectabat. „Prout“ maa formeentlig oversættes „forsaavidt“. Spectare ad aliquem betyder „bero paa En, tilkomme En“. Heri synes altsaa at ligge en Reservation. Vi vide nemlig, at det ialfald i senere Tider antoges som gjeldende norsk Statsret, at Gaver kunde tilbagekaldes af senere Konger; man erindrer særlig det bekjendte Tilfælde, da Magnus Erikssøn tilbagekaldte en af Haakon Magnussøn til Hafthorssønnerne given Forlening.
Det sandsynlige Resultat forekommer mig i Hovedsagen at være dette: Kongen har inddraget Skules Gods med Loven i Haanden, men han har saa bagefter overladt det eller en Del deraf til sin Dronning og villet, at
