i Live, vilde have været en kilden Sag at gaa nøiere ind derpaa. Hvad jeg tænker paa, er de Straffedomme, som uden al Tvivl maa have gaaet ud over de Mange der grovelig havde compromitteret sig ved at tage Skules Parti og gjøre sig deelagtige i hans Stemplinger og Oprør, forsaavidt de da ikke, saaledes som f. Ex. Jon af Sudrheim, der, skjønt Haakons Frænde, dog havde taget Skules Parti, i rette Tid havde søgt Kongens Naade. Herpaa have tidligere Forskere ikke været tilstrækkelig opmærksomme.
Sagaen omtaler ganske vist nogle faa navngivne Varbelgers Drab. Muligviis ere heller ikke flere end disse faa blevne straffede paa Livet. Men det synes at maatte være klart, at desto flere ere blevne straffede paa sin Formue, med andre Ord ved Confiscation. Allerede den Kjendsgjerning er talende, at Kong Haakon gjorde det gjældende, at Snorre Sturlassøn i sin Egenskab af haandgangen Mand havde forbrudt sine Eiendomme paa det dengang uafhængige Island til Kronen, da han i 1239 mod Kongens Forbud havde forladt Norge og stemplet med Skule.[1] Det vilde dog have været besynderligt, om Kongen, naar han paastod, at en Islænding, der dog ikke havde ligefrem deltaget i oprøret med væbnet Haand,
- ↑ Som bekjendt skal Skule, da Snorre forlod Norge, – naturligviis i al Hemmelighed – have givet denne Jarleværdighed; han kaldes derfor „følgsnarjar“. Allerede Munch har rigtig bemærket, at dette maa oversættes med „hemmelig Jarl“. Ikke desto mindre har den vistnok lærde og fortjente, men stundom høist phantastiske Gudbrand Vigfusson fundet for godt at forklare Ordet af Folskn (Øen Storfosen ved Udløbet af Throndhjemsfjorden)!! Snorres Jarleværdighed minder lidt om de Grevepatenter o. s. v., udstedte af de Stuartske Prætendenter, som en og anden skotsk Jacobit omhyggelig gjemte paa i forrige Aarhundrede.
