skulde have sin Eiendom forbrudt, samtidig skulde have skaanet norske Oprøreres Gods!
Ganske uden ethvert Vink har dog Sagaen ikke ladet os, thi idet Sturla under Aaret 1239 omtaler, at Ivar Lagmand i Throndhjem, der gav Skule Kongenavn, „fik lidet Gavn deraf“, uden at han dog har Lagmanden mellem de Faa, hvis Drab han nævner, maa heraf bestemt sluttes, at denne er bleven straffet paa Formue. Og sikkert har dette været Tilfældet med mange Flere.
Men nu Skules eget Gods? Vore ældre Historikere have slaaet sig til Ro med, at dette simpelthen gik i Arv til Kongen i dennes Egenskab af Skules Svigersøn og altsaa „eneste Arving“.[1] Herved glemmer man imidlertid, at hvis Hertugens Efterladenskab simpelthen skulde gaa i Arv, maatte jo ogsaa Dronningens Søster Rangrid være medberettiget. Dernæst opstaar (hvilket jeg dog henstiller til Retshistorikere af Fag nærmere at betragte) Spørgsmaalet om de Rettigheder, som her maatte tilkomme Hertugens Enke, Fru Ragnhild.
Hovedsagen bliver dog i mine Tanker den, at Hertugen var falden paa sine Gjerninger som Oprører. Kunde Nogen have gjort sig skyldig i „Landraad“, da vistnok han, og kunde der nogensinde foreligge et „Ubodemaal“, da sikkert her. Efter den strenge Ret har Skules Gods ligefrem været forbrudt under Kronen. Kongen tiltrængte ikke sin Dronnings Arveret for at komme i Besiddelse deraf. Det var Kronens lovlige Tilkommende, ligesaa vist, som senere i samme Aarhundrede det Gods, som forbrødes af Kongsfrænden Hr. Alf Erlingssøn Jarl, og i Begyndelsen af det følgende af en anden Kongsfrænde, Hr. Audun Hugleikssøn.
- ↑ Saaledes f. Ex. Lange, De norske Klostres Historie. 2. Udg. S. 316, anden Note.
