Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Fjerde Bind.djvu/221

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Liv, thi det maatte dog Morfaderen have skaanet, men det gjaldt i ethvert Tilfælde deres Velfærd, deres Stilling og deres Fremtid som Kongebørn. Haakon forlod sin Dronning, medførende den ældste gjenlevende Søn og efterladende hende selv med den spæde Magnus paa Borgen i Bergen under den ovennævnte Stallares, Gudleik af Ask’s Varetægt. Man tænke sig nu den arme Dronnings Sjælslidelser! Vel er det sandsynligst, at hendes Ønsker maatte følge hendes Børns Fader, men hun har ogsaa følt sig som Datter, og dertil kom, at Moderen, Fru Ragnhild, trods sin Mands Utroskab – hun havde med Jomfru Rangrid et Tilfiugtssted i Helgeseter Kloster – synes at have ønsket sin Mand, ikke sin Svigersøn og sine Børnebørn Seiren. Nogle Maaneder gik hen under afvexlende Krigslykke, men Hovedslaget faldt ud til Kongens Fordel, og i Mai 1240 vare baade Hertug Skule og hans Søn Peter ikke mere blandt de Levendes Tal. Under alt dette hører man ikke mere om Dronningen, førend da Budskabet om, hvad der var skeet ved Helgeseter Kloster, naaede Bergen. Da, heder det, „bleve alle meget betagne, men Dronningen mest“.

V.

Kampen i Aarene 1239–1240 er af Sturla Thordssøn i Kong Haakons Saga fortalt med dramatisk Liv og med stor og paaskjønnelsesværdig Udførlighed. Men desto knappere er denne udmærkede Historieskriver i sin Fremstilling af de Følger, som Skules Oprør drog efter sig, da han selv var falden. Her maa man efter min Overbeviisning tro, at Meget er forsætlig fortiet, fordi det paa en Tid, da rimeligviis endnu flere af de vedkommende Personer og i ethvert Fald mange af deres Frænder vare