bryde ud. Med Faderen vedblev hun fremdeles ofte at være sammen, ja Kongen og Jarlen kunde endog stundom have fælles Husholdning. Fader og Datter ere dog maaskee blevne noget fjernede fra hinanden, da den første offentlig vedkjendte sig sin i Ægteskabsbrud fødte Søn Peter, vendte al sin Kjærlighed til denne og bestræbte sig for at skaffe ham alle mulige Fordele. Mellem Dronningen og hendes Moder synes stedse at have været et inderligt Forhold; man seer saaledes, at Hertuginde Ragnhild i 1238 fulgte sin Datter og var hos hende, da hun i Tønsberg fødte det sidste Barn, den senere Kong Magnus.[1]
Men Aaret derefter kom omsider det afgjørende Brud mellem Haakon og Skule. Da var det, at Margrete, dengang hendes Mand ved Nattetid bragte hende det Alvorsbudskab, at „der nu var to Konger i Norge“, udbrød i de Ord: „Kun En kan være ret Konge, og det er I“, hvorpaa Graaden kvalte hendes Stemme, og Haakon forlod hende med den Forsikring, at hun ikke skulde undgjelde for sin Faders Tiltag. Men denne gribende Scene maa Læseren eftersee i selve Sagaen. Den findes vistnok kun i eet af de bevarede Haandskrifter (Cod. Frisianus), men om dens Ægthed maa der ikke reises Tvivl, dertil bærer den i altfor høi Grad Sandhedens indre Kjendetegn. Den havde naturligviis været uden Vidner. Sturla Thordssøn maa have den enten fra Dronningen selv, der jo levede, da han skrev, eller, hvad der er rimeligere, fra Kong Magnus, til hvem igjen Moderen har fortalt den. Der var nu Kamp paa Liv og Død, og enten Haakon eller Skule maatte nu gaa under. Ogsaa for Margretes smaa Børn maatte Striden mellem deres Fader og Morfader være skjæbnesvanger. Det gjaldt vel ikke disses
- ↑ Sturlunga Saga ed. by Gudbr. Vigfusson. Vol. I. pag. 356.
