han kunnet regne sig i Svogerskab med den danske Konge, hvilket han nok kan have sat Priis paa. At. Valdemar har taget venlig imod sine norske Paarørende, kan saameget mindre være paafaldende, naar man erindrer, at han efter Erling Steinvegs Jernbyrd erkjendte endog denne flaue Eventyrer som sin Frænde. De politiske Hensyn maatte ubetinget tale mere for den dygtige Jarl, der indtog en saa sikker Stilling i Norge, end for den ubetydelige og tvivlsomme Erling.
Jeg mener saaledes at have gjort det ikke usandsynligt, at Fru Ragnhild har været en Descendent af Ragnhild Erlingsdatter i hendes første Ægteskab med Jon af Randaberg. Tidsregningen gjør det ikke antageligt, at hun kan have været en Sønnedatter, og det bliver derfor rimeligst at ansee hende for Datter af en tidlig gift Datter af de nævnte Ægtefolk. Kong Haakon og Dronning Margrete vilde, ifald jeg har Ret, være hinanden beslægtede i femte og sjette Led, regnet fra Magnus Barfod. Men siden Lateranconciliet 1215 mødte Ægteskaber mellem Beslægtede af saa fjern Grad, som bekjendt, ikke længer Hindringer fra den canoniske Rets Side.
Hvilken tillokkende Opgave maatte det ikke være at skrive Margrete Skulesdatters Biographi – ifald det blot var muligt? Jeg veed ialfald ingen norsk Kvinde, hvis Liv jeg heller vilde skildre, end vor sidste indfødte Dronnings, men Kildernes Forbeholdenhed forbyder det. Hvad man kjender om den sympathiske Dronning, indskrænker sig næsten ganske til en eneste Mands, Haakons Sagas og Sturlungasagas Forfatters, naar undtages et dramatisk gjengivet Øieblik af hendes Liv, yderst knappe Meddelelser, og skjønt allerede disse ere tilstrækkelige til at
