fandtes, og de Opsidderes Navne, som da dennem beboede, hvorom han ved sine idelige Reiser og Visitationer kunde have god og nøie Kundskab, altsammen med denne Biskops egen Haand skrevet, som han selv ved Bogens Titul har forsikret, saa vilde jeg og allerund. erfare, om D. K. M. skulde allernaadigst eragte saadan skreven Bog udi et eller andet Tilfælde at kunne blive til nogen. Nytte, da min allerunderdanigste Skyldighed skal være at hensende den til hvad Sted, D. K. M. allernaadigst vil befale“[1]. Forestillingen ender saaledes: „Jeg er forsikret om, at mange tusinde Sjele udi samme forlorne Provindser og Land, som endnu ei have glemt D. K. M. Forfædres høilovlige Regimente og derimod sukke under den Foragt og de Byrder, som dem under Sveriges Regjering ere vordne paalagte, fører med mig lige Ønske“.
Om der af Regjeringen just er taget noget Hensyn til Deichmanns Forestilling, er mig ubekjendt, men den har sandsynligviis været unødvendig. Foreløbig var der liden Anledning til at tænke paa Gjenerobringer, og i de følgende Aar saa det en Tid meget mere ud til, at hele Norge eller større Dele deraf skulde have gaaet samme Vei som Baahuslen. Carl XII’s Fald forandrer atter Situationen. Danmark-Norge kunde atter gaa angrebsviis frem, og i 1719 erobrer Tordenskjold Marstrand. Det er bekjendt nok, at Frederik IV ved Fredsunderhandlingerne en Tid haabede paa at gjenerhverve nogle af de tabte Landskaber mod at udlevere Rügen, Forpommern og Wismar, og at det Landskab, man allersidst og allernødigst opgav Tanken om at reunere, netop var Baahuslen. England, i hvis Hænder Sagen egentlig laa, var
- ↑ En Copi af denne Fortegnelse er i den senere Tid indkommen til vort Universitetsbibliothek (Mscr. No. 808, 4to). Vedkommende Biskop er Anders Bentsen Dal († 1607).
