ikke stemt herfor bl. A., som det antoges, af Hensyn til Göteborg, med hvilken Stad det allerede da førte en fordelagtig Handel, og Freden i Frederiksborg fastslog altsaa Grændseskjellet af 1660[1].
Endog langt ned i Aarhundredet kunde Haabet om Baahuslens Gjenvindelse af og til dukke op, selv efterat de danske Konger havde lært at indsee, at Skaane var tabt for evig. Ja, dengang det unge Hatteparti satte alle Midler i Bevægelse for at opnaa Revanche over Rusland, kunde en svensk Statsmand slaa paa, at Danmark, om det her vilde tage svensk Parti, kunde gjøre sig Haab om Lifland, der dog først skulde fravristes Rusland, eller – Baahuslen[2]. Som et sidste Vidnesbyrd i samme Retning kan endelig anføres, at da Guldberg i 1780 udarbeidede sin bekjendte Memoire om Danmarks Forhold til fremmede Magter, udtalte han den Betragtning, at „disse Provindser (ɔ: Skaane o. s. v.), der vilde koste en blodig Krig at erobre og de betydeligste omkostninger og Krig paa Krig at beholde, neppe – det Bohusiske undtaget – fortjene vor Begjærlighed“. Aaret iforveien var der med den danske Almanak foretaget en Forandring, som, om end i sig selv temmelig ubetydelig, dog afgiver et Tidsmærke: de hidtil stadig i denne forekommende Meddelelser om Markeder i Skaane, Bleking, Halland og Baahuslen, i Lighed med det gamle Danmark og Norge, vare blevne strøgne[3].
Hvor strængt man i Carl XII’s Dage straffede en-
