Naturligviis saa Thomas Dyre sig om efter en Forlening,
hvorpaa han efter sin Tjeneste i Cancelliet kunde
gjøre et vist Krav. 1 1640 fik han ogsaa Løfte om en
saadan, rigtignok en af de smaa, nemlig det ved Reformationen
seculariserede Dragsmark Kloster; men det
havde paa den anden Side den store Fordel, at det laa i
Baahuslen og altsaa meget bekvemt for Herremanden
paa Sundsby. Han fik det ogsaa omsider, men først
efter i 8 Aar at have ventet paa den forrige Lensmands,
Nils Hammers, Død[1]. I Mellemtiden havde han taget
nogen Del i den Krig, som endte ved Freden i Brömsebro,
uden at de nærmere Omstændigheder herved kjendes[2];
Forleningsbrevet med Dragsmark var ogsaa ledsaget
af en Forpligtelse til fremdeles i paakommende Tilfælde
at gjøre Krigstjeneste tilsøs. Foruden Lenet besad
han ogsaa et Canonicat i Aarhuus. I 1648 var Thomas
Dyre med den øvrige norske Adel tilstede i Christiania
ved Frederik III’s Kongehyldning og undertegnede
med sine Standsfæller det af disse indleverede „Indlæg“
angaaende Adelsprivilegierne[3]. I samme Aar mageskiftede
han adskilligt Jordegods i Baahuslen med Kronen[4].
Hans og hans Frues Bestræbelser maatte naturlig
gaa ud paa at samle Gods i denne Egn af Landet, hvorfor
de ogsaa solgte Fru Margretes gamle Hjemsted,
Skjelbred, der laa mere ubekvemt og afsides for dem, til
Hannibal Sehested i Aaret 1648, en Sag, hvortil vi
senere komme til at vende tilbage.
Thomas Dyre blev imidlertid ingen gammel Mand Og synes i længere Tid at have været sygelig. I Som-
