Brevet viser, at Almuens Oprør var rettet først og sidst mod de udenlandske Magthavere; naar disse betegnes som „baade aandelige og verdslige“, og dette sammenstilles med, at Oprøret strakte sig „over alt Oslo Bispedømme“, at det direkte havde rammet Bispegaarden, og at man ogsaa forlangte Kantslerværdigheden frataget Biskop Jens, kan man ikke tvivle om, at Oprørerne har betragtet Biskop Jens som de udenlandske Fogders Hovedstøtte, og da man ikke kunde fjerne ham som Biskop, har de ialfald villet berøve ham hans verdslige Embede. Og forsaavidt Biskop Jens (som Kantsler) og Fogderne repræsenterede Kongen, var Oprøret ogsaa rettet mod Kongen; men da Rigsraadet jo i sit Brev giver Almuen Ret og støtter dennes Andragende, faar Oprøret et forholdsvis lojalt Udseende, og der kunde ikke egentlig blive Plads for Straffedomme fra Rigsraadets Side.
Forligsdokumentet af 18de Febr. 1437 blev forfattet i 3 Exemplarer: et fik Almuen beholde, det andet fik Rigsraadet, det tredie blev sendt til Kongen til hans Stadfæstelse, ledsaget af en Proklamation fra Rigsraadet. Provst Thorleif, som var tilstede i Oslo paa Kongens Vegne, har vistnok bragt Dokumentet med sig til Danmark, hvor Kongen ventedes Vaaren 1437. Men istedenfor at komme did drog Kongen fra Gotland kort efter Paaske (som det Aar indtraf 31te Marts) til Danzig, hvor han blev til Midten af Juli uden at ville beskjæftige sig med Regjeringsanliggender. Det svenske Rigsraad havde indbudt ham til et nyt Møde i Kalmar 24de Juni, men Kongen blev hvor han var, og først efter Opfordringer fra det danske Rigsraad og fra Stædernes Gesandter drog han i Juli til Gotland og derfra i August til Danmark,
