et almindeligt Møde i Oslo til Midten af Februar; hertil indkaldtes Medlemmer af Rigsraadet, nogle faa Adelsmænd, 5 Lagmænd samt Repræsentanter for Almuen baade fra Oslo Stift og fra andre Bispedømmer, altsaa hvad der i ældre Tider i Norge og fremdeles i Sverige kaldes et „Rigsmøde“. Paa Kongens Vegne mødte Kapelmagisteren, Provst Thorleif, rimeligvis sendt fra Gotland, hvor Kongen tilbragte Vinteren 1436—37, og paa Oprørernes Vegne mødte 24 Bønder fra alle Dele af Oslo Bispedømme (Viken, Borgesyssel, Osloherred, Romerike, Lier, Vestfold og Skienssyssel), der havde Fuldmagt fra „menige Almue over alt Oslo Bispedømme“. Paa dette Rigsmøde istandbragtes nu under Erkebiskopens og Rigsraadernes Mægling en Fred og Forsoning efter aabenbart meget korte Forhandlinger (18de Febr. 1437).[1]
Almuens og Oprørernes Krav, som ganske bifaldtes af Rigsraadet, gik ud paa: 1) at Kongen ikke længer skulde ansætte udenlandske Magthavere (valdsmen), hverken aandelige eller verdslige, „thi de ere nu af os og hele Almuen udviste (ut samtykter) paa alle vore Thing i Norge, og vil vi dem aldrig oftere ind have for den store Uret og Tyngsel, som de have gjort Klostre, Kirker, Lærde og Læge i Norge“, 2) at Kongen skal udnævne en Drotsete, lade slaa god Mynt og „lade Indseglet komme tilbage til Riget“ (ɔ: udnævne en indenlandsk Kantsler), 3) at Kongen afskaffer de ulovlige, tunge Skatter, som umilde Fogder har lagt paa Almuen i Viken (ɔ: Bohuslen) samt 4) at Rigsraadet anbefaler Amund Sigurdssøn til at faa Færøerne i Len.
- ↑ Dipl. Norv. II, No. 727. Man har talt om Forhandlinger paa 5te Dag, fordi Lange har læst „then ffe[m]tha dagh (som tha begripen war i Oslo)“ istedenfor „then ffetha dagh“ (= Feidedag).
