Dette maatte forudskikkes som Grundlag for, at jeg ordner Begivenhederne i 1436 noget anderledes end min ærede Kollega.]
Opstanden i Norge 1436 og dens Historie har som naturligt talrige Paralleler til Svenskernes Opstand i Aarene før og efter. Den norske Opstand har de samme Aarsager, Misfornøielsen med de udenlandske (danske) Fogder, og det samme Endemaal, Reisningen af en indenlandsk, national Regjering istedenfor Kong Eriks Centralstyrelse eller Mangel paa Styrelse. Men Opstanden i Norge beholder dog altid en mere lokal Karakter og fremfor alt, Opstandens Ledere og disses personlige Hensigter ere forskjellige. Vi finder i Norge intet svarende til den personlige Ærgjerrighed hos Karl Knutsson eller tildels hos Engelbrekt, hvad der er dybt begrundet i Norges og Sveriges indre Udvikling, her under Arveregjeringen, hist under det svenske Adelsstyre.
Misfornøielsen i Norge viser sig allerede i Aarene 1424 og 1425, men er allerede her indskrænket til et enkelt Distrikt, Borgesyssel; den vender sig direkte mod en enkelt Mand, Tyskeren Herman Molteke, som ved Giftermaal med Hr. Amund Bolts Datter havde faaet Eiendomme i Borgesyssel og derefter var bleven Foged ialfald over Skaun (Rakkestad). Til Klagerne over ham tages der intet Hensyn, han faar beholde sin Bestilling, og naturligvis varer Misfornøielsen. Denne forøgedes ved, at de største og vigtigste Len paa Østlandet var i halve eller hele Udlændingers Vold. Saaledes havde allerede 1415 Hans Krøpelin faaet Baahus med Viken, i 1424 var en Tysker Tydeke Rust Foged paa Akershus, fra omtr. 1430 havde den dansk-svenske Hr. Svarte-Jøns Akershus og Oslosyssel med Skiens Syssel, og, hvad der var vigtigere, paa Oslo Bispestol sad siden o. 1420
