fik den dog en større betydning, som en indledning til den nyere lovgivning om vejvæsenet. Måske er det også en ny foranstaltning, at hver gård nu skulde få sit bestemte vejstykke, – en bestemmelse, der, som bekendt, altid senere er bleven stående ved magt. Denne indskærpes også i det næste kongebrev om vejvæsenet, der kendes, det kgl. missive til statholder Hannibal Sehested af 7de Juni 1643[1]. I dette pålagdes det ham, at han skulde lade alle alfare veje i Akershus len, hvor de vejfarende mest plejede at rejse, „med forderligste jævne og i andre måder forbedre, med udskærelse af sten, sand, grus, bark eller brolæggelse,“ og så tildele hver bonde et bestemt vejstykke, som han skulde have bragt i fuld stand inden Mikkelsdag om høsten og Korsmesse om våren, såfremt han ikke vilde straffes for sin forsømmelighed.
Denne befaling forudsætter et virkeligt vejarbejde og nøjes ikke med at gentage det gamle bud om kun at holde vejen ryddig. Men den kan dog ikke strax have havt meget omfattende virkninger. Dels skulde dette vejarbejde kun gælde de allerede existerende vejlinjer, dels var befalingen kun given for Akershus len eller en større del af det søndenfjeldske Norge, og dels udbrød der allerede i samme år en krig, som i forening med de påfølgende slette åringer lammede alle administrative foranstaltninger af denne art. Imidlertid var dog nu principet fastslået, og allerede fem år senere findes de samme grundsætninger for vejarbeidete ordning på ny gentagne i en meget udførlig forordning af 24de December 1648, der vistnok skyldes Hannibal Sehesteds initiativ. I denne, der gjaldt for det hele land, forudsattes, at lensherrerne, hver i sit len, skulde sørge for,
- ↑ Paus, forordninger, 794.
