tage nedover elven til Bragernæs, og først senere gjort kørbar helt frem til dette sted. Den er vistnok den første vej i Norge, om hvilken det allerede ved dens anlæg i 1624 er bestemt, at den skulde bringes i en sådan stand, at den kunde køres[1], og den åbner af den grund en ny periode i det norske vejvæsens historie. Thi med den var begyndelsen gjort, og siden kunde man fortsætte på den engang betrådte bane. Der begyndte da også fra nu af en stadig fortsat udvikling af vore vejes nybygning, der just ikke dreves med megen raskhed, men dog aldrig blev varig afbrudt, og som om den end ikke i betydning for vort lands materielle udvikling fuldkommen kan sættes ved siden af den, som – er foregået og fremdeles foregår i dette århundrede, dog har havt vigtige følger for landets opkomst, som en overgang til et bedre vejvæsen.
Den første administrative foranstaltning, som nu kendes, hvorved der blev gjort skridt til en almindelig forbedring af det hele lands veje er vistnok den forordning af 24de Februar 1636, hvorved det blev befalet, at bønderne overalt i Norge, såvel søndenfjelds, som nordenfjelds skulde „forandre og forbedre“ alle alfare veje „til og fra fjeldene og andensteds,“ i hvilket øjemed, fogder, sorenskrivere og lensmænd skulde udligne og fordele arbejdet imellem vedkommende almue. Som grund til denne forordnings udstedelse angaves den uvillighed, bønderne på flere steder havde vist, når de skulde udføre det lovbefalede vejarbejde. Det var således oprindelig kun tænkt som en indskærpelse af det gamle bud om, at distriktets almue skulde vedligeholde de derigennem førende veje; men gennem de senere påfulgte nye lovbud, som stå i nær forbindelse med denne forordning,
- ↑ Norske rigsregistranter, V, S. 390.
