biskop Jens Nilssøn i sine optegnelser fra 1589 fortæller om Guldbergkleven i Vinje, at man der måtte vinde slæderne nedover fjeldet med toug, har vist ikke været et enestående tilfælde; da han dagen efter fortsatte sin rejse, nåede han også sit nattekvarter i mørke på en svare holke, for hvis skyld den bonde, hos hvem han skulde være natten over, endog mødte ham midt på skoven med tyriblus, for at han kunde finde vejen.
Det, som nærmest har givet stødet til, at der omsider indtrådte en – om end foreløbig kun liden – forandring i disse forhold, har neppe været noget andet end det opsving, som landets næringsveje toge i det 17de århundrede. Trælasthandelens og bergverks-driftens storartede udvikling må derved især have været af betydning; thi om end disse næringsvejes produkter fremdeles bedst kunde bringes frem til flødnings-vasdragene eller til udførsels-havnene om vinteren, så foranledigede de dog ved siden deraf så mange rejser, at der snart måtte vågne en mere almindelig trang til at få hensigtsmæssigere veje. Ligeledes blev der efter hvert, som rigets fæstnings-system og militær-væsen udvikledes, trang efter at have brugbare militærveje mellem de forskellige befæstede punkter, hvorpå også styrelsen senere specielt havde sin opmærksomhed henvendt. Den første egn i Norge, som har fået en noget bedre vej, har vistnok været Eker, hvorover der allerede i den første tid efter opdagelsen af Kongsbergs gruber synes at være anlagt en sådan, hvis vedligeholdelse fremkaldte klager fra almuen i Sigdal, som havde fået pålæg om at vedligeholde den største del af denne, medens det nærmeste stykke ved Kongsberg vedligeholdtes af almuen i Hof. Foreløbig har denne vej, som neppe heller har været af den mest udmærkede sort, måske ikke gået længere end fra Kongsberg til Hougsund, hvorfra man kunde
