måde visiterede biskop Jens Nilssøn endnu i slutningen af det 16de årh. helst de egentlige fjelddistrikter om vinteren. Han findes således i Januar 1580 helt oppe i Tønsæt, i Februar 1582 på Våge og i Januar 1589 i Telemarken, medens han, når han f. ex. skulde samtidig besøge Numedalen og Telemarken og derved tage over højfjeldet, selvfølgelig helst benyttede sommertiden.
Denne rejsen om vinteren havde imidlertid foruden de betydelige fordele, som den medførte, også enkelte mindre gode sider, navnlig derved, at alle besværlige og farlige punkter, præcipicer o. desl., hvorpå vort land har en sådan rigdom, da bleve så meget farligere. Det sørgelige ry, som fra gammel tid af har stået af sådanne vejstykker, som Vårstien, Rusten, Galderne og Vindhellen, og som for den, der nu ser dem en vakker sommerdag, tiltrods for deres iøjnefaldende besværlighed, kan synes næsten uforklarligt, har netop sin oprindelse fra disse gamle vinterrejser. Var det om sommeren besværligt at komme frem mellem de overhængende klipper, over svage broer, der syntes at måtte knuses under hestens fødder og berede den rejsende en grav i det svimlende dyb, hvorover han befandt sig, og langs de afgrunde, der åbnede sig ved hans side, og hvor han i dybet skimtede elvens frådende bølger, – så blev den samme situation om vinteren ubetinget farlig, når man dertil ovenikøbet skulde vandre på den issvuld, der da hyppig bedækkede vejen og måske netop i størst mængde plejede at lægge sig på de slemmeste steder. Da måtte isbrodderne frem for at spændes under fødderne, og ofte måtte vistnok den rejsende på de mest befærdede landeveje benytte de samme forsigtighedsregler, som nu anvendes ved vandringer over vore isbræer; thi ofte var det de samme farer, som på disse, der truede vandrerne, ofte endnu større. Hvad
