så og holde øl, brød og anden proviant for det gemene folk, som did søger.“ I Trondhjem forekommer der noget efter midten af det 17de årh. en vis Berent von Kroge, der havde bevilling på at holde værtshus med enkelte begunstigelser. Da hans hus lå indenfor byens port, havde han også udenfor denne en mindre bygning, hvori alle, som kom rejsende om natten, kunde få midlertidigt logis.
Som tidligere bemærket, vedbleve de norske landeveje endnu langt ind i den nyere tid i det væsentlige at befinde sig i den samme primitive forfatning, som de havde gjort hele middelalderen igennem. Fordringerne til en brugbar vej havde i denne lange tid ikke undergået nogen synderlig forandring og idet al transport længe vedblev at holde sig til de samme produkter, var det også en selvfølge, at der ikke på lange tider ytrede sig nogen trang til at få andre kommunikations-midler. Bønderne bragte således lige godt som før de få varer, de havde at sælge, frem tilbåds eller på hesteryggen, og om der var tungere genstande, som skulde transporteres, var man ganske naturlig henvist til at bringe dem frem på slædeføret. Vinteren var på denne måde meget længe den årstid, da den største færsel foregik. Det var da heller ikke alene handelstrafikken, som belivede vejene; også andre, som havde rejser at foretage, måtte, når det var muligt, helst ønske at kunne udføre dem på denne tid, såfremt det ikke lod sig gøre at rejse tilsøs. Således er det ingen ny formodning, at de biskoper, hvis stifter mest bestode af indlandsdistrikter, i den katolske tid helst valgte vinteren til sine visitatsrejser[1], og på denne
- ↑ P. A. Munch det norske folks historie; (2 hovedafd.) I, 335.
