lige kyst vare også de rejsende, forsåvidt de ikke kunde benytte sig af privates gæstfrihed, henviste til at sage kvarter på vertshuse eller kroer. Af alle norske byer var Bergen den, som besögtes af de fleste rejsende, hvorfor også her krohusenes antal var størst; før byens brand i 1623 skal der have været ikke mindre end 400 kroer og öltapningssteder, af hvilke tre år efter omtrent det halve antal på ny var kommet i gang. I det samme år blev det imidlertid bestemt af kongen, at der for fremtiden kun skulde tillades femti „offentlige herberger og krohuse,“ af hensyn til den uorden og usædelighed, som derved gik i svang. De fleste af disse huse have dog vistnok kun været beregnede på folk af de simpleste klasser. I Kristania lader det til, at der er hengået længere tid efter byens anlæg, inden der oprettedes noget herberge for rejsende, som derfor måtte tage ind hos borgerne. I Hannibal Sehesteds tid fik en vis Frederik Tömmermand privilegium på at holde herberge; men borgerne klagede dog fremdeles over, at hans sted ikke var tilstrækkeligt for behovet, så at de private fremdeles maatte tage imod rejsende. Dog kan grunden hertil måske være at søge i deres ulyst til at skaffe ham det nødvendige „husværelse“, da de vare misfornøjede over de lettelser i toldafgifterne, som vare ham tilståede. Efter Frederik Tømmermands død fik hans enke under 12te September 1660 privilegium på at holde et lignende herberge. For øvrigt var det allerede samtidig med byens anlæg pålagt statholderen at „forordne“ herberger i hver af de under Kristiania henlagte havne eller ladesteder, „på det fremmede folk, som på havnerne kommer, med logement, herberge og nödtørft til mad og drikke kan blive forsørget.“ Et par år efter der forekommer der også en mand, som sagte og fik tilladelse til på Moss at holde „herberg for rejsende folk,
