at vejene bleve „udskårne“ og, hvor de vare førte gennem moradser, bleve gjorte tørre, og at de opfyldtes med sten, sand, grus, ris, bar eller lignende, ligesom at de stene, der lå i vejbanen, bleve bortfjærnede. Hermed skulde bønderne først efter lensherrens bestemmelse en gang for alle hjælpe til, enten med arbejde eller penge, „efter lovlig pålæg og deling imellem dennem,“ hvorpå de siden skulde få sig tildelt et bestemt vejstykke, som de skulde have i fuldstændig i orden „inden St. Mikkelsdags tid om høsten, når jorden er bar indhøstet, og inden Korsmesse om våren, førend plogen sættes i jorden,“ hvis de ikke vilde bøde „og derforuden stande den rejsende til rette for hans rejses forsømmelse, og for hvis skade mand, hest og gods kan tilføjes af vejenes mangel på tilbørlig reparation[1].“
Den ved denne forordning påbudne almindelige oparbejdelse af alle landeveje har sandsynligvis kun for en ringe del fundet sted, bl. a. fordi heller ikke den følgende tid var synderlig gunstig for foretagender af denne art. Tilstanden i landet var fremdeles lidet tilfredsstillende, og den i 1657 udbrudte ødelæggende krig måtte desuden for flere år stille alt sådant i bero. Dertil kom endnu andre grunde, fornemlig den omstændighed, at tilsynet med det nye vejarbejde var overdraget til de enkelte lensherrer og ikke til centrale embeds-auktoriteter, der kunde gennemføre de nye grundsætninger ved en ensartet fremgangsmåde over det hele land. Først når der var skabt sådanne, kunde der blive tale om en videre udvikling af rigets vejvæsen, og dette skede ikke førend efter suverænitetens indførelse, da administrationens omdannelse også kom vort vejvæsen tilgode. Allerede i 1665 blev der nemlig ansat to general-vejmestere for det hele
- ↑ Paus, forordninger, 864.
