kleven, lå i ledtog med “røvere, tyve, landløbere og skælmer“, og at hun, når hun satte rejsende over, tog “hel uskikkelig afsted, bøide med fylderi og overskælding på dennem, hun overfører, når de hende ikke dobbelt derfor ville fornøje“, – og at denne kone skulde være den eneste i sin art, er vel lidet sandsynligt. Den, som nærmest førte tilsyn med kroer og værtshuse, var den kongelige befalingsmand over ethvert len, og under ham igen hans fogder; en bevilling fra lensherren synes derfor også fra gammel tid af at have været fornøden for enhver, der vilde holde kro og modtage rejsende; denne kunde, som vi have seet, også i mange tilfælde blive bekræftet af kongen selv. Da kroholdet i regelen var ret indbringende, kunde det hænde, at enker efter værtshusmænd søgte at overføre privilegiet på sin anden mand, når de indtrådte i nyt ægteskab, idet den ældre bevilling da måtte betragtes som ophørt, såfremt den ikke fornyedes. I det hele taget har det vist ganske strengt været påseet, at ingen uberettigede befattede sig med krohold.
Enkelte værtshuse, fornemlig af dem, som lå højt opimod fjeldet, vare også udstyrede med særlige begunstigelser. Et sådant sted var den gamle kongsgård, Breden i Gudbrandsdalen, hvis beboere ialfald fra langt oppe idet sextende århundrede sees at have nydt fuldstændig frihed for alle afgifter, fornemlig landskyld og tiende, på hvilken der også ved hyldningen i 1610 erhvervedes fornyet bekræftelse[1], og senere ved hyldningen i 1648. En lignende begunstigelse var også tilstået opsidderen på Tofte, som først ved et kongebrev af 3 Maj 1639 fik bekræftelse derpå og senere ved et nyt af 29 Aug. 1648, der blev udstedt, medens Frederik III
- ↑ Dette har formodentlig været en levning fra den tid, da gården var kongsgård og som sådan var fritagen for alle den slags afgifter.
